Almindelige fejl med lys i studiet og hvordan du undgår dem

Den hyppigste fejl, jeg ser på kurset, er at lyset bliver stillet op efter et diagram, før kursisten overhovedet har set på modellens ansigt. Diagrammet er et udgangspunkt, ikke en opskrift. Ansigter er forskellige: en høj kind, dybtliggende øjne eller en markant næse reagerer hver på sin måde på samme lampe.

Gør det til en vane at bede modellen stå stille et øjeblik og gå rundt om hende med øjnene alene. Se, hvor skyggerne falder naturligt, og hvor huden fanger mest lys. Først derefter flytter du lampen, og du gør det i små skridt, så du kan se, hvad hvert skridt ændrer.

• Kig på ansigtet, før du rører en lampe
• Flyt lyset lidt ad gangen
• Tag et prøvebillede efter hver ændring

Afstanden mellem lyskilde og model bestemmer, hvor blødt lyset føles. Står en softbox helt tæt på, bliver lyset blødt, men falder hurtigt af, så den ene side af ansigtet kan blive mørk. Står den langt væk, bliver lyset hårdere og mere ensartet, fordi kilden i forhold til ansigtet fylder mindre.

Mange kursister flytter lampen sidelæns for at løse noget, der egentlig handler om afstand. Prøv i stedet at tage et billede, rykke lampen en halv meter nærmere og tage et til. Læg de to billeder ved siden af hinanden på skærmen. Forskellen i skyggernes kant og i hudens glans er tydelig, og den lærer dig mere end en forklaring.

Skygger er ikke en fejl i sig selv, de giver ansigtet form. Fejlen opstår, når skyggen lander et sted, du ikke har valgt: under næsen i en lille klat, over øjet, så blikket mister sin glans, eller på halsen, så hagen virker tung.

Jeg beder ofte kursisterne tegne lysdiagrammet bagefter ud fra billedet, så de ser, hvor lyset egentlig kom fra. Hvis skyggen under næsen er for kraftig, løfter du lampen lidt eller drejer modellens hoved en smule. Hvis øjnene ligger i mørke, kan en lys flade foran modellen kaste lidt lys tilbage. Små justeringer, og de skal kunne forklares med ord.

• Tjek skygge under næse og hage
• Se efter lysglimt i begge øjne
• Brug en lys flade til at åbne skyggerne

Nye kursister tror ofte, at flere lamper giver et bedre portræt. Resultatet bliver typisk flere skygger, der trækker i hver sin retning, og et ansigt, der mister sin form. Hver ekstra lyskilde skal have et klart formål, ellers gør den billedet uroligt.

Start med én lyskilde og få den til at fungere. Når du kan forklare, hvad den gør ved kinden, øjet og kæben, kan du tilføje en blød fyldeflade eller et lys bagfra, der tegner håret af. Spørg dig selv ved hver ny lampe, hvad den løser. Kan du ikke svare, så sluk den og se, om billedet mangler noget. Ofte gør det ikke.

Et portræt skal fortælle noget om personen, og lysets retning er en del af det. Hårdt lys fra siden giver alvor og karakter, mens blødt lys forfra virker venligt og åbent. Fejlen er at vælge retningen af vane og ikke ud fra, hvad billedet skal sige.

Inden du tænder lyset, så skriv ét ord ned for det udtryk, du søger, fx roligt, kantet eller varmt. Vælg så lyset efter ordet. På kurset sammenligner vi ofte to opstillinger af samme model med hver sit ord, og kursisterne opdager, hvor meget stemningen flytter sig, selv om modellen ikke ændrer ansigtsudtryk.

• Vælg et ord for udtrykket først
• Sammenlign to retninger af samme model

Efter en god session med modellen tror man, at man husker opstillingen. Det gør man sjældent. Næste gang står du med de samme lamper og kan ikke genskabe det, du var glad for. Det er en fejl, der koster mere tid end de fleste andre.

Tegn et lille diagram, hver gang et billede lykkes: hvor står lampen, hvor høj er den, hvor langt fra modellen, og hvor kigger hun hen. Skriv også, hvad du ville ændre. En notesbog med ti sådanne sider er mere værd end hukommelsen. Det er også sådan, du efterhånden lærer at læse andres lysdiagrammer, fordi du genkender mønstrene.