Bag om udvælgelsen: sådan sorterer vi en billedserie i praksis

Når en optagelse er slut, ligger der ofte over hundrede billeder på kortet, og de fleste vil gerne straks i gang med farver og kontrast. Jeg beder kursisterne gøre det modsatte: lad billederne ligge et øjeblik, og se dem uden at ændre noget. Udvælgelsen er den del af arbejdet, hvor man faktisk lærer at se, fordi man tvinges til at sige, hvorfor ét billede er bedre end et andet.

I studiet gør vi det i tre runder. Første runde er hurtig og lidt hård: alt med lukkede øjne, slørede hænder eller et udtryk, der er gået i stå, skubbes til side. Anden runde er langsommere og handler om, hvad billedet siger. Tredje runde er en sammenligning af de få, der er tilbage. Efter denne proces har kursisterne som regel mellem fem og ti billeder, de kan forklare, og det er langt mere værd end femogtyve, de bare kan lide.

Det lyder måske tørt, men det er her, det meste af stilen opstår. Den, der altid vælger de samme slags billeder, begynder at kunne se sit eget blik, og det er et bedre udgangspunkt for at redigere end enhver forudindstilling.

• Første runde: kasser det tekniske, ikke det nuancerede
• Anden runde: spørg, hvad billedet fortæller
• Tredje runde: sammenlign de sidste få side om side

På kurset printer vi små kontaktark og lægger dem på et bord, så vi kan gå rundt om dem. Det virker gammeldags, men det ændrer måden at kigge på. På en skærm bladrer man videre, ved bordet bliver man stående. Hver kursist markerer med blyant de billeder, der skal med, og så skiftes vi til at sige højt, hvad vi ser. Det er sjældent, at to personer vælger helt det samme.

Jeg lytter især efter ord som 'den er pæn' og forsøger at få dem oversat til noget mere konkret. Er det blikket? Lyset på kinden? At skuldrene er sluppet? Når kursisten selv kan pege på det, bliver næste optagelse bedre, for så ved vedkommende, hvad der skal jagtes. Udvælgelse og instruktion hænger sammen på den måde, selv om de ligger langt fra hinanden i tid.

Nogle gange vælger gruppen et billede, som fotografen selv ville have kasseret. Det er ofte det mest lærerige øjeblik på hele dagen, fordi man ser sit eget arbejde med fremmede øjne.

Når billederne er sorteret, er det blikket, der afgør. Er øjnene skarpe, og ser personen på noget, eller er hun et andet sted? Et portræt kan godt være lidt blødt i kanterne, men øjet, der er tættest på kameraet, skal sidde. Dernæst ser vi på munden og kæben, for det er her, spændinger gemmer sig. Et smil, der står stille for længe, læses som maske.

Jeg beder også kursisterne kigge på hænder, hals og skuldre, fordi de fortæller, om modellen havde det godt. Et billede med et perfekt ansigt og en knyttet hånd er sjældent det rigtige. Det modsatte kan være sandt: en lidt ujævn mimik og en afslappet krop giver et portræt, man gerne ser på i lang tid.

Til sidst tjekker vi baggrunden. En lysende plet bag øret eller en kant, der skærer gennem halsen, kan fjerne opmærksomheden, og ofte kan det rettes ved en lille beskæring. Her mødes udvælgelsen med arbejdet med komposition, men vi lader beskæringen vente til efter valget, så den ikke bliver en undskyldning for at beholde et svagt billede.

• Øjet nærmest kameraet skal være skarpt
• Se på hænder og skuldre, ikke kun ansigtet
• Tjek baggrunden for pletter og kanter

Når udvalget er på plads, kommer den lille mængde redigering, vi arbejder med. Målet er, at billedet ligner det, du så i studiet, bare lidt renere. Vi starter med hvidbalancen, så hudtonerne ikke trækker mod gult eller blåt. Derefter justerer vi lysstyrken, så ansigtet ligger et sted, hvor man kan se detaljer både i lyset og i skyggen.

Kontrasten får lov at ændre sig lidt, og farvemætningen helst endnu mindre. Hud, der er blevet rødere eller mere glat end virkeligheden, taler imod billedet, også selv om det ser 'professionelt' ud ved første blik. Vi retter selvfølgelig et enkelt udbrud eller en støvet kant, men vi fjerner ikke karakter. Rynker omkring øjnene er en del af et ansigt, og modellen kender dem godt.

En metode, jeg bruger meget, er at lade billedet hvile en dag og så kigge igen. Hvis rettelsen stadig virker rimelig, er den som regel det. Hvis den virker påfaldende, er den gået for langt, og så skruer vi den ned til det halve.

• Start med hvidbalance, derefter lysstyrke
• Hold hudtonerne tæt på det, du så i studiet
• Se billedet igen næste dag før du afleverer

Den hyppigste fejl er at redigere for tidligt og for meget. Mange begynder med at løfte skygger og skrue op for klarhed, og så ligner alle billeder hinanden. Når serien skal hænge sammen, er det bedre, at lyset allerede er rigtigt fra optagelsen, og at redigeringen kun finjusterer. Det er en af grundene til, at vi arbejder med lys først og udvælgelse bagefter.

En anden fejl er at vælge efter teknisk skarphed alene. Et billede, hvor alt er knivskarpt, men personen ser tom ud, bliver sjældent et favoritbillede. Omvendt kan man blive for glad for en lille, tilfældig stemning og glemme, at serien skal fungere som helhed. Man skal kunne forklare et valg til en anden, ellers er det kun en fornemmelse.

Endelig er der dem, der beholder for mange. Femten næsten ens portrætter fortæller ikke mere end to af dem. Det kan være svært at sige farvel til billeder, man har brugt tid på, men et mindre udvalg viser, at du har et blik, og ikke bare en hård disk.

Om efteråret, hvor lyset er lavt og dagene korte, er det en god tid til at gennemgå ældre optagelser. Tag en mappe fra sidste sommer, og kør de tre runder uden at åbne et redigeringsprogram. Skriv på et stykke papir, hvorfor du beholder hvert billede. Når du er færdig, har du en liste over, hvad du selv søger i et portræt, og det er mere værd end nogen teknisk regel.

Bagefter kan du lave en enkel korrektion på de to eller tre bedste og sammenligne før og efter side om side. Hvis forskellen er svær at se, er du sandsynligvis på rette vej. Ændringerne skal støtte billedet, ikke overtage det.

På kurset arbejder vi med netop denne øvelse, og vi gør det med hver kursists eget materiale, så feedbacken bliver konkret. Du behøver ikke en bestemt arbejdsgang, kun tålmodighed og et par friske øjne, gerne en andens.

• Gennemgå en gammel mappe i tre runder
• Skriv en begrundelse til hvert billede, du beholder
• Sammenlign før og efter ved siden af hinanden