Da Lene lærte at beskære sit portræt og finde dets tyngdepunkt
En kursists billede af sin far manglede retning, indtil hun øvede beskæring og ramme. Her følger historien om, hvordan hun så sit eget foto på en ny måde.
Et billede, der næsten var godt
Lene kom til kurset i begyndelsen af efteråret med en mappe fuld af portrætter af familie og venner. Hun var flittig, og lyset var ofte fint, men hun sagde selv, at billederne føltes flade. Jeg bad hende vælge det portræt, hun var mest utilfreds med, og det blev billedet af hendes far, taget ved køkkenbordet en søndag eftermiddag.
Ved første øjekast var der intet galt. Han sad roligt, blikket var blødt, og vinduet gav et pænt sidelys. Alligevel søgte øjet rundt i billedet uden at lande. Der var en hylde i baggrunden, et hjørne af en avis og meget luft over hovedet. Det er et klassisk tilfælde, hvor motivet er i orden, men billedet ikke ved, hvad det vil.
Første øvelse: ram ind med to stykker pap
På Komposition og beskæring starter vi ikke på skærmen. Jeg gav Lene to vinkler af sort pap og bad hende lægge dem oven på udskriften og flytte dem langsomt. Pointen er, at hånden skal mærke, hvornår billedet falder på plads, før hovedet begynder at forklare.
Hun skubbede ind fra venstre og oppefra og blev pludselig tavs. Hylden og avishjørnet forsvandt, og faderens øje lå nu et sted i øvre tredjedel af rammen. Hun sagde, at det var som at få lov at skrue ned for støjen i et rum. Vi talte bagefter om, at beskæring ikke er at kassere noget, men at beslutte, hvad billedet handler om.
- Brug papvinkler på en udskrift, før du rører ved et redigeringsprogram
- Flyt rammen langsomt, og stop dér, hvor øjet holder op med at vandre
- Skriv ned, hvad der forsvandt, og hvad der blev tydeligere
Vægt og retning i portrættet
Når rammen var fundet, kom næste spørgsmål: hvor ligger billedets vægt? Hos Lene lå den i faderens øjne og hænder, som hvilede om en kop. Vi talte om, at et portræt får retning, når blikket har plads at se ind i. Han så svagt mod venstre, så vi lod der være lidt mere rum på den side.
Det er en lille justering, men den ændrer stemningen markant. Med for lidt luft foran blikket virker personen spærret inde. Med for meget virker han fjern. Lene prøvede tre udsnit af samme billede og lagde dem side om side. Hun kunne selv pege på det, der fungerede, og forklare hvorfor, og det er netop den træning, vi bygger kurset op omkring.
Da hun beskar for hårdt
Som mange andre gik Lene i næste omgang for langt. Hun beskar så tæt, at kun ansigtet var tilbage, og hun var begejstret, indtil hun så det på stort format. Kornet blev synligt, og hænderne, som havde båret historien, var væk. Det var en nyttig fejl, fordi hun selv kunne se, hvad der var gået tabt.
Vi vendte tilbage til det mellemste udsnit og talte om, at en beskæring skal tjene fortællingen og ikke bare gøre billedet tættere. Jeg foreslår altid at gemme alle versioner, så man kan sammenligne dem en dag senere. Afstand i tid hjælper øjet. Det, der virkede dramatisk om aftenen, ser ofte overgjort ud næste morgen, og omvendt kan et roligt udsnit vokse.
Hjemmeopgaven og hvad der ændrede sig
Til næste gang fik Lene en enkel opgave: tag fem portrætter af samme person i samme rum, og lav tre forskellige beskæringer af hvert. Hun skulle vælge ét udsnit pr. billede og begrunde det i to sætninger. Det lyder småt, men det tvinger én til at se, i stedet for bare at trykke på udløseren.
Da hun mødte op, havde hun ikke kun bedre beskæringer. Hun havde ændret den måde, hun stillede sig på, før hun tog billedet. Hun flyttede sig tættere på, ventede på, at faderen kiggede væk fra kameraet, og tjekkede baggrunden, inden hun trykkede. Beskæringen var begyndt at foregå i søgeren, og det er en af de ting, der gør forskellen over tid.
Det, hun tog med sig
Til sidst printede Lene faderens portræt i beskåret udgave og rammede det ind til ham. Hun fortalte, at han kiggede længe på det og sagde, at det lignede ham mere end noget andet billede. Det var ikke, fordi billedet var blevet teknisk bedre, men fordi det nu pegede på det rigtige.
Jeg bliver ved med at vende tilbage til den situation, når jeg underviser i beskæring. Man behøver ikke nye redskaber for at få bedre portrætter. Man behøver et øje, der har lært at udelade, og tålmodighed til at prøve flere udsnit. Det kan trænes, og det kan alle voksne lære med lidt øvelse og ærlig feedback.
- Lav flere udsnit af samme billede, og gem dem alle
- Giv blikket plads at se ind i
- Spørg dig selv, hvad billedet handler om, før du beskærer
Lenes historie minder mig om, at beskæring ikke er en teknisk finesse til sidst i processen, men en måde at træffe beslutninger om fortællingen. Med papvinkler, tålmodighed og lidt modige fravalg fandt hun portrættets tyngdepunkt. Det kan du øve på dit eget kursusforløb, helt uden at ændre noget ved det billede, du allerede har taget.
Maria Holmgaard
Hovedunderviser i lysMaria har arbejdet med portrætfotografi i over femten år og underviser i lys og studiearbejde.