Rammer, kanter og beskæring: sådan arbejder vi med portrættets udsnit

På kurset i komposition og beskæring begynder vi ikke med et program, men med udskrifter og sort karton. Hver kursist får en stak portrætter, som vi har taget i studiet, og to vinkler af karton, som kan skubbes rundt på billedet. Man flytter dem, til udsnittet føles rigtigt, og man lægger mærke til, hvornår det kipper.

Metoden er gammel, og det er netop pointen. Når du holder et fysisk billede, kan du ikke nøjes med at trykke på en knap og se, hvad der sker. Du må beslutte dig, og du må sige højt, hvorfor du beskærer, som du gør. Det gør blikket skarpere hurtigere end at klikke rundt på skærmen.

Her i den midterste del af efteråret er lyset lavt og blødt, og mange af vores studiebilleder har dybe skygger i den ene side. Netop de billeder egner sig godt til papirøvelsen, fordi skyggen tydeligt viser, hvor billedets vægt ligger, og hvor der er tomt.

• Udskrifter i A4 af egne portrætter
• To vinkler af sort karton som flytbar ramme
• Blyant og tusch til at tegne hjælpelinjer
• Tid til at forklare sit valg højt

Den næste metode handler om at kigge i søgeren eller på skærmen, før du trykker af. Vi beder kursisterne gå kanten rundt med øjnene: hvad ligger der helt ude ved rammen? En skulder, der skærer sig afsides, en tilfældig hånd, en lampe i baggrunden. Det er sjældent motivet, der ødelægger et portræt, men det, der snigende kommer med.

Vi øver også at beslutte, hvor ansigtet skal klippes, hvis det skal klippes. At skære i panden eller hagen kan være en bevidst, stærk beslutning, men kun hvis den er truffet med vilje. Ved at tage ti billeder af samme person med forskellige udsnit lærer du hurtigt, hvad en lille ændring gør ved udtrykket.

Vi låner ikke skærmens hjælpelinjer som facitliste. De er et udgangspunkt, og vi diskuterer åbent, hvornår det er bedre at bryde dem.

Tredjedelsreglen og de diagonale linjer bruger vi som støttehjul. Første gang lægger kursisterne et net over deres udskrifter med tusch og ser, hvor øjnene, munden og den lyseste flade falder. Mange opdager, at de intuitivt allerede har placeret øjnene på en af linjerne.

Bagefter tager vi nettet væk og laver samme øvelse på et nyt billede uden hjælp. Erfaringen er, at man efter to eller tre runder har en følelse for placeringen, der ikke kræver linjer. Vi taler om det som at lære at cykle: hjælpen er der i starten, og så slipper man den.

Når en kursist spørger, om en bestemt regel altid gælder, svarer jeg ærligt nej. Reglerne beskriver, hvad der ofte virker, og de forklarer, hvorfor et udsnit føles roligt. Men et portræt med bevidst ubalance kan være det mest levende på hele bordet.

• Tredjedelslinjer lagt over udskriften
• Diagonaler til at finde retning i billedet
• Øvelse uden net som kontrol efter første runde

Når billederne er taget, arbejder vi med beskæring som en samtale med originalen. Vi gemmer altid den ubeskårne fil og laver beskæringen som en kopi, så man kan gå tilbage. Det lyder banalt, men det fjerner angsten for at prøve noget dristigt af.

Vi bruger et enkelt trick: beskær først til et firkantet udsnit, derefter til et stående og til sidst til et liggende, og læg de tre ved siden af hinanden. Næsten altid er der en af dem, der tydeligt bærer billedet bedst, og kursisten kan forklare hvorfor. Den forklaring er mere værd end selve det færdige billede.

Beskæring kan ikke redde et billede, hvor øjnene er ude af fokus eller ansigtet er i halvmørke. Vi er tydelige om grænsen. Metoden hjælper et godt øjeblik med at stå klarere frem, den skaber ikke et øjeblik, der ikke var der.

• Altid beskæring på en kopi af originalen
• Samme billede i firkantet, stående og liggende
• Læg versionerne side om side og vælg med begrundelse

En metode, som kursisterne ofte nævner bagefter, er notesbogen. Hver gang vi gennemgår et billede, skriver man en kort linje: hvad var problemet med udsnittet, og hvad ville jeg gøre anderledes næste gang? Efter en række aftener ligger der en lille samling af egne tilbagevendende vaner.

For nogle er det, at de altid står for langt væk. For andre er det, at motivet sidder midt i billedet af ren gammel vane. Når mønstret står på papir, er det lettere at bryde. Vi læser nogle af dem højt, uden navne, og der er ofte genkendelse i rummet.

Notesbogen er også en gave til dig selv, når du senere arbejder alene hjemme. Du har dit eget facit at slå op i, formuleret med dine egne ord, og det virker bedre end en generel liste fra en bog.

Efter forløbet i komposition og beskæring har du en arbejdsgang, du kan bruge uden vores hjælp: kig på kanterne, afprøv flere udsnit, vælg med begrundelse, og skriv ned, hvad du lærte. Det kræver ingen bestemt udstyr, og du kan gøre det med et kamera, en telefon eller bare udskrifter fra tidligere.

Vi lover ikke, at dine billeder bliver bedre over natten. Til gengæld ser mange, at deres valg bliver mere bevidste i løbet af få uger, og at de kan forklare, hvorfor et portræt virker. Det er den forskel, vi arbejder efter.